10. juni 2008
Sidste information før "deadline"
Så er de sidste T-shirts pakket og sendt. Vi håber, de når sikkert frem til alle, og at I med dem vil være med til at "farve Danmark rød" den 20. - 22. juni.

I dag har vi afsendt breve til alle klubber med de sidste informationer om arrangementet samt bilag der præciserer reglerne for km-konkurrencen og lodtrækningen. Der er udsendt en generel pressemeddelelse til de største dagblade og de landsdækkende TV-stationer.
Breve, bilag og pressemeddelelser kan du se i Arkiv, hvor du også kan se den samlede præmieliste.

30. maj 2008
Levering af bestilte T-shirts
Den første sending er allerede modtaget, og en del er pakket og afsendt til klubber i dag, men desværre har der været en leveriandør-forsinkelse på én enkelt størrelse, og derfor må nogle klubber væbne sig med tålmodighed til næste uge. Alle T-shirts forventes pakket og afsendt herfra senest den 11. juni!

NB! Enkelte klubber har endnu ikke indbetalt pengene for deres bestilte T-shirts – disse fremsendes naturligvis ikke, før vi kan se, at pengene er modtaget!

20. maj 2008

Vi kipper med flaget !

for Bagsværd Roklub, der blev tilmeldt som

      klub nr 100

7. maj 2008
Se de 3 hovedpræmier
Der er nu lavet endelig aftale om de 3 både, som er hovedpræmier i km-konkurrencen.  ...... læs mere

Ny tidsfrist for t-shirts
Det er aftalt med leverandøren, at det er muligt at bestille t-shirts helt frem til 20. maj - men det er så absolut sidste frist. Bestillingen skal være os i hænde senest den 20. maj kl. 18.

Har din klub bestilt for få - eller har I endnu ikke sendt bestillingen, kan det nås endnu - bestil online eller brug den tilsendte samlebestilling.

7. april 2008
der var tre
Ja, alle gode gange tre! Det er faktisk lykkedes for arbejdsgruppen at skaffe endnu en sponsor af en båd som præmie i "Vi ror Danmark rundt" - denne gang formentlig en gig-ener træningsbåd! Tilsagnet om denne fine gave er kommet fra Spar Nord Fonden, der står bag det nordjyske pengeinstitut, Spar Nord Bank , som efterhånden har filialer over det ganske land. Såvel denne som de to øvrige præmie-både vil blive vist på hjemmesiden nogle uger før arrangementet løber af stabelen!

Arbejdsgruppen fortsætter ufortrødent jagten på flere lodrækningspræmier!


30. marts 2008

Der var een, der var to . . . . .

Fra firmaet C2Shop - Modest Sport v/Reiner Modest har vi modtaget denne glade melding:

Mit hjerte banker for flere unge under 25 år til danske roklubber - ellers får rofamilien Danmark svært ved at overleve på lang sigt.
Derfor er mit bidrag til "Vi ror Danmark rundt":

1 stk. 1X single sculler mrk. Wintech 50-60 kg ClubRacer
+ 1 sæt C2 Dreissigacker Sculls Low Inertia Macon

Vi har nu hele to - højst forskellige - både i toppen af præmie-listen! Vi håber, det får endnu flere roklubber til at deltage i sommerens største ro-arrangement!
Vi fortsætter vores jagt på sponsorer til mange flere lodtrækningspræmier!

MTU og arbejdsgruppen siger TAK til Reiner Modest.

26. marts 2008
Hovedpræmien er i hus


SIFA - Samvirkende Idræts-Foreninger Aalborg - er sponsor for hovedpræmien.

SIFA TV BINGO har valgt at støtte Dansk Forening for Rosports landsdækkende roarrangement med 1. præmien, som skal være en båd - efter nærmere aftale.
SIFA TV BINGO sender 3 gange ugentligt på den landsdækkende TV kanal
DK 4.

" Vores primære formål med overskuddet fra TV Bingo er at støtte vores lokale idræts-foreninger, men her ser vi muligheden for at støtte et landsdækkende arrangement. Og dette formentlig største ro-arrangement i Danmark nogensinde udspringer jo fra Aalborg, både hvad ide og planlægning angår.
 Og alle er enige om, at rosport er go' sport - på samme måde som vi selv glæder os over, at bingo ifølge engelske undersøgelser er den bedste sport for hjernen

 Vi er glade for, at SIFA TV Bingo på 23. år fortsat går forbavsende godt og kan ses over hele landet - og at vi derfor er i stand til at støtte et arrangement som dette" siger SIFAs formand Henrik Jensen.


Arbejdsgruppen bag "Vi ror Danmark rundt" arbejder på højtryk på at skaffe flere større og mindre sponsorater og gaver, beregnet som præmier i KM-konkurrencen, og et par stykker har da også allerede givet bonus, mens flere afventes. Alle sponsorer vil blive profileret med logo og link til egen hjemmeside!

Har du en god ide eller mulighed, så tøv ikke med at give os et praj - så skal vi hurtigt følge op! TAK!

10. marts 2008
Hovedgeneralforsamlingen kom også Danmark Rundt

På hovedgeneralforsamlingen i Svendborg fik alle deltagende klubber udleveret et rør indeholdende en plakat, en streamer, et brev og en lækker "Vi ror Danmark rundt"T-shirt med tilhørende bestillingssedler.

Materialet er sendt til alle øvrige klubber mandag den 10. marts.

Status 10. marts 2008
Det går strygende med registrering af klubbernes planer - mere end en tredjedel af alle danske roklubber har allerede meldt om deres aktiviteter.

Under menu-punktet Hvor ror vi kan du nu vælge mellem visning på kortet
og en prosabeskrivelse med bl.a. flere detailler og kontaktpersoner.


Ændring af tider

På adskillige opfordringer er det besluttet at udvide tidsrummet for Vi ror Danmark rundt,
så klubberne kan starte allerede fredag morgen den 20. juni ved solopgang.
Vi slutter stadigvæk søndag den 22. juni kl. 18.00.

Mere om indberetning af roede KM og den store KM-konkurrence følger senere!
Så er der ingen undskyldning for ikke også at få alle ældre-/pensionist-/seniorroere med på banen.


T-shirts og streamers
Alle klubber har modtaget en T-shirt til fremvisning i klubben. Den 20.-22. juni bliver weekenden, hvor vi "skal male Danmark rød".  Den lækre, svedtransporterende T-shirt, som fås både i dame- og herre-model og -størrelser, kan bestilles gennem egen klub senest 1. maj - se billeder af trøjerne under Arkiv .
Pris kr. 100 (+ et forsendelsesgebyr) Bestilte trøjer leveres sidst i maj måned!
Er trøjen ikke fremme i jeres klub, så spørg efter den.

Der er også fremstillet et antal bagrude-streamers til biler. De kan bestilles og medsendes for kr. 10/stk.
Ønskes streamers tidligere, så kontakt os venligst.

Efterlysning

Vi efterlyser garvede rohold, der har mod på - og erfaring til - at prøve kræfter med den jyske vestkyst - så vi virkelig kan komme hele Danmark rundt, hvis ellers vejrguderne tillader det. 

Super-specialtilbud på de udstationerede både
DFfR har som de fleste sikkert ved, et antal både udstationeret rundt omkring i landet - også disse både skulle gerne på vandet i denne weekend, alle sammen! Se på www.roning.dk hvor bådene er placeret!

En båd kan lejes til rabatpris kr. 100 - fra fredag morgen til såndag aften!
Her gælder det simpelthen om at komme først "til mølle"- men husk: klubben skal underskrive ansøgningen (som kan findes på DFfR's hjemmeside), helt på sædvanlig vis!



Januar 2008
Registrering/Tilmelding

Vi vil meget gerne have, at klubberne meddeler og får registreret deres planer, så snart de er lagt!
Det kan I gøre på hjemmesiden. Det vil så straks blive markeret på Danmarkskortet, og på den måde
vil vi tidligt kunne få et overblik over, hvor langt vi er kommet.
.
HUSK: Det er den enkelte klub, der suverænt bestemmer, hvordan jeres arrangementer skal være - og står for hele jeres lokale arrangement! Naturligvis kan også enkeltpersoner og bådhold deltage med ro-aktiviteter, som de har lyst til - blot dette er aftalt med egen klub!

Der kan roes i alle bådtyper: inrigger, outrigger, sculler, gig .

Danmarkskortet er klar her på hjemmesiden (se Hvor ror vi), så det ville være dejligt allerede fra starten at kunne
plotte nogle klubber ind med deres mål for weekenden!

Hjemmesiden opdateres løbende med klubbernes oplysninger!

KM konkurrence

Hele weekenden igennem tæller hver eneste klub alle sine roede kilometer sammen, og søndag aften indrapporteres det samlede KMantal.
For hver gang klubben har roet 20 km tildeles 1 lod i en lodtrækning om mange flotte og ro-relaterede præmier, der vil  kunne anvendes i enhver roklub. - Mere herom senere!

Ide-katalog

Få mange roere med ud ro kort / ro langt - bliv i det daglige farvand eller tag på opdagelse.

Lav en herlig solopgangstur (solen står op omkring kl. 04.30!) -  måske kan I få den lokale bager til at sponsere rundstykker til morgenkaffen?

Hvis I vælger at blive hjemme hos jer selv, så tilbyd aktivitet både fredag-lørdag og søndag!

Aftal et nabo-træf - måske kan I mødes på halvvejen og spise frokost sammen?

I kunne også tage på nabo-besøg og låne deres både - mens I stiller jeres egne til rådighed for dem!

Eller I kunne invitere naboer eller andre gode ro-venner med på tur hjemme hos jer selv eller på  neutral grund.

I kunne ro rundt langs kanten af hele jeres eget farvand - ved I mon egentlig, hvor langt der er? Vi har hørt om en nordsjællandsk klub, der påtænker at tage alle de fem sammenhængende søer rundt !

"Ro-motion er go' motion" - I kunne indlægge lidt "højhastighedsroning", hvis I er til den slags - måske kunne I ligefrem få smag for langdistance-kaproning?

Hvad med en måneskinstur på årets længste dag? Det er faktisk fuldmåne i ugen op til arrangementet.

I kunne også vælge en ro-stafet - forsøge at holde en båd i vandet hele weekenden - eller i hvert fald fra morgen til aften og se, hvor mange km I kan nå at ro?  Faktisk har vi hørt, at Fyns-Kredsen planlægger en stafet fra klub til klub hele vejen rundt om Fyn !

Eller hvad med at arrangere en sponsor-roning, hvor I får et eller flere lokale firmaer til at yde jer et beløb pr. km (lad det ikke bliver for stort - så bliver det meget lettere. Husk at tilbyde at profilere det/de pågældende firma(er)).

- eller  ?

Selv om Danmark er et lille land, er det stort nok til at bytte gode ideer! Her på hjemmesiden bliver der mulighed for at udveksle sådanne. Gode forslag modtages gerne - og kan videreekspederes!

 

Roning rundt i Danmark

Så er det hele overstået . . . . Se på kortet, hvor vi faktisk roede .

Kære ro-venner

ViRorDanmarkRundt er nu helt afsluttet. Fra Solveig Poulsen, Lyngby Dameroklub, har vi modtaget en festlig og utraditionel sang, som vi hermed gerne vil videregive til alle klubber.

Som det kan ses af det nye Danmarkskort, nåede vi ikke helt så meget af vore danske kyststrækninger, som vi til sammen havde tænkt os - men I kan jo selv trffe den beslutning, at I vil prøve at "fylde hullerne ud" i jeres eget område på et tidspunkt.

Om der så på et tidspunkt kommer en opfølgning eller gentagelse, sådan som mange har efterspurgt, har vi endnu ikke taget stilling til ....

Vi har syntes, at det var sjovt at være med til at sætte en masse aktivitet i gang rundt om i landet, og de mange tilbagemeldinger vidner om meget stor forskellighed og om glade, sjove og festlige indslag, også ud over selve roningen.

"Tak for kampen" til jer alle sammen og fortsat god roning.

ViRorDanmarkRundt-arbejdsgruppen

John, Merete, Helle, Ann, Søren, Allan og Lise

26. juni 2008
Læs roernes beretninger . . . .
Mange klubber har sendt både korte og lange beretninger om om weekendens strabadser - her er historier om nattergale, skypumper, om grill og fællessang,  om regnvejr og solskin.
Send også jeres beretning til mailto:mail@ViRorDanmarkRundt.dk , så kan vi andre læse det her.

23. juni 2008
Flere måneders forberedelse og spænding kulminerede med et flot arrangement - til trods for at vejrguderne i den grad svigtede os over det meste af landet. Sådan er vores betingelser i rosporten.

Vi kan desværre (eller heldigvis?) ikke lave bindende aftaler med vejret. Vi glæder os over, at hele 94 roklubber har meldt ind om aktiviteter i den forløbne weekend, og i alt har ca. 2.500 roere været med til at "vise flaget" og signalere, at rosporten er herlig 
 i al slags vejr.

Rovejret
Og vejret har budt på udfordringer: Der meldes om alt fra tordenvejr over Slien til hagl på størrelse med pinocchiokugler i Limfjorden kl. 5 om morgenen. Nogle steder har det simpelthen været umuligt at lægge fra land, og andre steder har planerne måttet ændres fuldstændig. Men der er roet over hele Danmark i løbet af weekenden, og det glæder vi os over.

Fra alle kanter af landet kommer der også meldinger om gode, hyggelige arrangementer, der har samlet klubberne - måske endda med naboklubber, sponsorer, venner eller med roernes familier - omkring grillarrangementer, om kaffebord eller brunch - eller om initiativer kombineret med kanindåb eller kaninlangtur, så også helt nye roere har været en del af Vi Ror Danmark Rundt.

Det viser for os, at selv om vejret har været "rigtig træls", som vi siger her i Nordjylland, så har oplevelserne været overvejende gode.
Og så er vi tilfredse.
Rigtig mange klubber har ønsket sig en årlig gentagelse - det vil vi nu godt lige sove på.

Fortæl om jeres oplevelser.
Vi vil gerne høre fra jer alle sammen på
 mail@ViRorDanmarkRundt.dk om jeres forskellige oplevelser og gode initiativer - dem vil vi samle og lægge på hjemmesiden til fortsat inspiration for andre. Husk også tilbagemelding, hvis I på jeres vej har fundet steder rundt i landet, hvor vi som roere kunne ønske os forbedrede landgangs- og overnatningsforhold. Også disse oplysninger vil vi samle og formidle videre til bl.a. Friluftsrådet, som faktisk lige i sidste weekend besluttede at støtte gennemførelsen af Vi Ror Danmark Rundt med et beløb på kr. 10.000.

1000+
Både små og store klubber har kæmpet bravt om kilometrene, og hele 18 klubber har roet mere end 1.000 km. Se liste over disse. I alt er der roet godt 63.000 km.

Præmier
De i alt 51 præmier er ved lodtrækning af DFfRs næstformand, Peter Froskov, blevet fordelt til i alt 37 forskellige klubber, fordelt jævnt over det meste af landet. Vinderne af de tre hovedpræmier har fået direkte besked, og oversigten alle vindere kan ses her. Præmierne tilsendes i løbet af få dage.

Tak til alle jer der deltog. Tak for en flot opbakning og for mange hyggelige samtaler og gode meldinger.
God fornøjelse med resten af jeres rosæson - hold nu endelig det høje aktivitetsniveau og vis omverdenen, at roning er en herlig sport!

Ann - Søren - Helle - Merete - John - Allan og Lise.